Island #1

Sidste jul var jeg så heldig at åbne en fin lille æske med et længe ønsket Daniel Wellington-ur i. Hvad jeg ikke lige opdagede med det samme var, at der nedenunder gemte sig to flybilletter til Island. Sjældent har man set mig mere begejstret. I det tidlige forår pakkede manden og jeg så vores tasker og rejste 5 dage til den isnende kolde, vindblæste ø. Det skulle vise sig at være en af de bedste rejseoplevelse nogensinde.

{Pinterest}

Vi besluttede allerede for starten at vi ikke kun ville blive i Reykjavik. Vi lejede derfor et monstrum af en forhjulstrukket off-roader i bedste Indiana Jones stil. Needless to say, manden var henrykt. Vi kørte direkte fra lufthavnen ud på hovedvejen, der kører i ring hele vejen rundt om øen.  

Her mødte vi allerede første dag det vilde, ugæstfri og facinerende landskab som Islands kyststrækning byder på. Vi oplevede også mørket falde på som det kun kan langt fra byliv og elektrisk lys. Her bliver det så mørkt, at man næsten føler, at man kan røre ved det og antallet af stjerner eksploderer i et orgie af små sole. Det er ubeskriveligt. Koldt, råt, næsten fjendtligt og smukt. Og en smule skræmmende at køre igennem i et fremmed land langt fra civilisation – eller sådan føles det, når man kører i flere timer uden at møde en anden bil.    Vi havde et mål med det lange stræk første dag. Skaftafell National Park. Gletchersøens isblå vand og Islands største gletcher. Vi overnattede på et motel i nærheden og stod således op til den smukkeste blå himmel omgivet af hvide bjergtinder. Selv luften virker renere. Man har mulighed for at køre næsten op til gletcherens kant og så kan man ellers vandre langs den. Der er også ture med snescootere eller professionelle vandrere, men vi nøjedes med at snøre vandreskoene og udforske på egen hånd. Dog ikke på gletcheren, da det er farligt, hvilket flere mindeplader med forsvundne eller afdøde vandrere minder en om.    Gletcheren er dramatisk, frygtindgydende og næsten blålig i lyset. Er man helt stille kan man høre det brage inde i isen, når gletcheren bevæger sig. Efter en længere vandretur langs gletcheren kørte vi mod gletchersøen. Som ikke helt brillierede med isblåt vand og flydende isbjerge, som vi havde forestillet os, men med grå himmel, iskold vind og forfrosne, japanske turister, så vi fortsatte tilbage af den vej vi kom fra (den eneste kystvej, kan jeg tilføje), tilbage mod næste mål, Gullfoss. På vejen blev vi igen mindet om Islands skønhed i mødet med blandet andet Seljalandsfoss. Så følte man sig endnu en gang som en lille prik i et stort univers.  Fortsættelse følger….

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s