At pakke sit liv i kasser…

Det er næsten grotesk, hvordan en flytning kan få en til minutiøst at spekulere over den forkælede, materielle livsstil, som jeg – og min omgangskreds – lever. Når man sådan får overblik over sine egendele, overrasker det i hvert fald mig, hvor mange materielle ligegyldigheder vi i virkeligheden omgiver os med, som fx de tre næsten ens Mojito-lime-muddlers, jeg fandt i vores køkkenskuffe. Her kan man jo tage den hat på, der påpeger at man jo naturligt skraber mange nødvendige og unødvendige sager sammen gennem et liv, særligt når man er to. På den anden side, så er det mig en gåde, hvordan jeg formår at samle 15 forskellige vaser og et endnu større antal lysestager, når jeg i virkeligheden ser mig selv som havende en minimalistisk indretningsstil. 

Jeg læste den anden dag om et ambitiøs, hårdtarbejdende karrierekvinde, der valgte at pakke hele sin familie sammen, sælge alle deres egendele og flytte ud i en hytte i den svenske ødemark. Hun erkendte simpelthen at den livsstil, hun levede i overhalingsbanen, ikke var det liv hun drømte om for sin familie. Vi ser flere og flere eksempler på folk, der rykker deres liv op ved rødderne og skruer ned for tempoet. Hvad end det er livet på landet i den bedste Bonderøvs-stil eller om det er den mere ekstreme udgave i hjemmebyggede træhytter i de svenske skove. Vi har længe villet se ud som skovhuggere eller medlemmer i et britisk jagtfællesskab. Vi samler på LP’er, som har en autentisk værdi, der ikke kan findes i en iPod og ser langsomme tv-programmer som Bonderøven og Nak og Æd. Nogle rejser endda uden for lands lov og ret uden mobildækning. Det siges at det langsomme liv hitter blandt unge trendsættere og at den nye hipsterkultur søger væk fra stress og jag – at de efterstræber et liv som en slags moderne amish. Herhjemme sluger vi førnævnte tv-programmer, min fars gamle pladespiller står fremme og vi vælger oftere og oftere radioen frem for tv’et. 

Jeg er ikke den friluftselskende type med hang til bålmad, hjemmesnittede træmøbler og isolation. I hvert fald ikke i en grad, hvor jeg drømmer om på hverdagsbasis. Jeg kan næsten få røde knopper og åndenød ved tanken om forstadslivet. Jeg elsker Københavns mylder, at købe ind efter kl 21 på en onsdag, at 7-11 altid har åbent og det store udvalg af underholdningsmuligheder indenfor cykelradius. Du vil finde mig på den nærmeste cafe med en caffelatte, jeg spiser gerne ude flere gange om ugen og elsker at sidde på Dronning Louises bro i solnedgangen til lyden af bassen fra en cykelhøjtaler og med en kold øl i hånden. Derfor skal det her indlæg ikke læses som en ode til det simple liv eller ligefrem et ønske om at følge i andres fodspor, men mere fascination af en forsimpling af livet. Særligt når man står i flyttekasser til anklen og flyttemand påpeger, at han forventer en mængde af flyttekasser svarende til et mindre parcelhus. Parcelhus(!) 

Jeg har en fornemmelse af at de fleste kvinder kender til samler-genet. Om det er de 75 Chanel-neglelakker i skuffen, man ikke kan skille sig af med – til trods for at deres dårlige holdbarhed for længst har gjort at de er blevet erstattet af andre mærker. Eller om det er de 88 forskellige skåle, som man mere eller mindre krampagtigt holder på, er nødvendige i hverdagen eller i hvert fald i tilfælde af gæster. Beslutningen er i hvert fald blevet taget, flyttekasserne er blevet indkøbt og der er kun 50 styk at rutte med, hvilket er lige omkring 25 kasser mindre end førnævnte flyttemands vurdering. Der er næsten gået sport i at sortere, rydde ud og drosle ned. Tre flyttekasser med bøger har forladt bogreolen. Tre flyttekasser med bøger, der hverken havde en følelsesmæssig værdig, var værd at læse igen eller i det hele taget gjorde andet end at samle støv og pynte på reolen. To sorte sække med tøj er blevet afleveret til den nærmeste humanitære organisation. Jeg har endda sorteret ud i de uoverskuelige mapper med regninger, breve og kvitteringer fra det sidste årti, hvilket nok var på tide. Halleluja for e-boks og elektroniske brevkasser, så man slipper for den mængde af døde regnskovstræer i fremtiden. Har været så ihærdig at manden i flere tilfælde har kommenteret positivt på mine sorteringsevner, men neglelakkerne og skålene, de skal med. 

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s