The Imitation Game



Jeg blev inviteret i biffen i sidste uge. Lige nu er der ualmindelig mange film, som pirrer min nysgerrighed. Blandt andet Wiplash, Birdman og The Theory of Everything. Jeg havde dog ikke lige regnet med at The Imitation Game skulle være den første på listen, der skulle krydses af. Det havde min medsammensvorne til gengæld. Og tak for det. Det er længe siden jeg har set en film, der har været så fin, rammende og underholdende. For dem, der endnu ikke har fået øjnene på for denne filmpersle, så handler den om en del af verdens historie, som indtil for få år siden ikke var offentlig kendt. Filmen følger matematikeren Allan Turing, der under Anden Verdenskrig arbejdede på at afkode kodningsmaskinen Enigma, som tyskerne flittigt anvendte til kommunikere. En historie, som er blevet hemmeligholdt lige siden. 

Filmen fortæller grundlæggende to sideløbende historier; beretningen om afkodningen af Enigma og fortællingen om manden Alan Turing, der var homoseksuel i en tid, hvor homoseksualitet var ulovligt i England. Begge delhistrorier er på hver deres måde så fint fortalt og skuespillerne gør en imponerende indsats. Jeg gik ud af biografen med en oplevelse af at have lært noget nyt om en tid i historien, som i min optik er blevet overeksponeret både filmisk, men også i folkeskolens undervisningen – hvor jeg jo normalt har min daglige gang. Så The Imitation Game får på alle måder min anbefaling og den er bestemt en film, der er værd at bruge en biografdate på – modsat de fim, der ses bedst hjemme på sofaen. 

Derudover vil jeg også lige slå et slag for Grand Teatret. Jeg må indrømme at jeg har haft et billede af den københavnske biograf som værende et sted, hvor de små, skæve franske film blev vist til et publiku bestående af gråhårede pensionister og finkulturelle særlinge. Her blev mine fordomme gjort til skamme. Salene er godt nok en kende små og også lidt halvskæve. Skærmene minder i nogle tilfælde mest om store fladskærme. Til gengæld er stemningen overraskende sprudlende og hyggelig, modsat fx det larmende og overrendte Cinemax. Jeg har det seneste år næsten undgået at gå i biografen andre steder end Empire Bio på Nørrebro, netop fordi de store biografer tit føles som store, uoverskuelige og larmende pengemaskiner. Grand Teatret har endda egen velbesøgt café, der summer af liv og snak og er besøgt af voksne mennesker, der kan finde ud af at gå i biografen. Her tog vi en kop kaffe inden – hvilket var nødvendigt, da min indre 80-årlige ærlig talt synes det er lidt sent at gå i biffen kl 21.30 en fredag aften. Biografen vil bestemt være med i overvejelserne til min næste biografoplevelse.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s